Medier har svært ved at få eksperter i hus

Kun seks procent af kilderne i de grønlandske nyheder er eksperter. Det viser en ny rapport, der kortlægger grønlandske medier, fra Ilisimatusarfik.
Grønlandske medier bruger få ekspertkilder. Det viser ny rapport fra Ilisimatusarfik. Foto © : KNR
Skrevet af Mette Wallach
27. oktober 2018 15:02

En fisker kan være ekspert på fiskeri, en bankmand kan være ekspert på økonomi og en forsker kan være ekspert inden for sit forskningsområde. Og hvis de optræder i medierne er de ekspertkilder. Men ifølge rapporten 'Tusagassiuutit 2018 - en kortlægning af de grønlandske medier' udgør sådanne ekspertkilder kun seks procent af alle kilder i medierne.

Det er der ifølge Naimah Hussain, en af forfatterne bag rapporten, en række forklaringer på:

- Det handler om de arbejdsbetingelser, man har som journalist, hvor man gerne vil have, at folk skal stille op med det samme, fordi man har en deadline. Hvor forskere og andre arbejder med lidt andre tidshorisonter, fortæller Naimah Hussain, men hun mener også, at det kan handle om, at mange ekspertkilder ikke er så medievante og derfor er bange for at stikke hovedet for langt frem.

- Jeg kan se, at redaktionerne har svært ved at få folk til at stille op, selvom de virkelig prøver at overtale folk, siger hun.

LÆS OGSÅ KNR direktør forstår ikke kritik

Mangel på uafhængige eksperter

Men ifølge Naimah Hussain handler det også om, at der ikke er så mange uafhængige eksperter at vælge imellem:

- Folk har tit nogle dobbeltroller i vores lille samfund, hvor de både kan være eksperter på et eller andet område, men måske også har siddet i politik eller i et andet job, hvor de får en dobbeltrolle, der gør, at der kommer til at være et spørgsmål om habilitet, siger hun.

LÆS OGSÅ Hård kritik af makrelkvote-behandling

Mikkel Bjarnø Lund, nyhedschef hos KNR, er enig med Naimah Hussain i, at manglen på eksperter i Grønland er en stor udfordring:

- Uafhængige analyser er selvfølgelig vigtige for vores journalistik og for befolkningens forståelse af en sag, så vi må sætte os ned og se på, om vi kan gøre det på en anden måde, eller om vi kan finde flere, der kan hjælpe os med at løfte den opgave, siger han.

Det er første gang, at der foretages en samlet kortlægning af medier, mediebrug og medieindhold i Grønland.